Gå til indhold

Hvad er ROFUS?

ROFUS er Spillemyndighedens Register Over Frivilligt Udelukkede Spillere. I ROFUS kan du frivilligt registrere dig med MitID, hvis du ønsker en pause fra spil.

ROFUS udelukker dig fra al onlinespil udbudt af spiludbydere med tilladelse fra Spillemyndigheden samt alle fysiske kasinoer og fysiske væddemål i butikker i Danmark.

En registrering i ROFUS er personlig, og du kan derfor kun registrere dig selv.

Vælg, hvor længe du vil holde en spilpause

I ROFUS kan du vælge, hvor længe din udelukkelse skal vare:

  • 24 timer
  • 1, 3 eller 6 måneder
  • Endelig udelukkelse

Nej tak til spilreklamer

Når du registrerer dig i ROFUS, bliver du samtidig tilmeldt ordningen "Nej tak til spilreklamer", så spiludbydere med tilladelse til at udbyde spil i Danmark kan tjekke din registrering, før de udsender reklamer. Direkte reklamer til dig vil derved blive blokeret. 

Med spilreklamer menes enhver form for kommerciel kontakt via telefonnumre, mailadresser, postadresser eller andre informationer, som spiludbyderen har om dig på baggrund af din spilkonto.

Hvad hvis du fortryder?

En registrering i ROFUS er bindende. Styrken ved ROFUS er, at en registrering ikke kan annulleres - også selvom du fortryder.

Har du udelukket dig i 24 timer, 1, 3 eller 6 måneder, ophæves din udelukkelse automatisk, når perioden er udløbet.

Har du valgt en endelig udelukkelse, kan du tidligst et år efter registreringstidspunktet anmode Spillemyndigheden om at få slettet din registrering. Det gør du ved at logge på ROFUS med dit MitID. Du skal bekræfte din anmodning ved at logge på ROFUS igen efter minimum 7 dage og maksimum 30 dage.  

Registrér dig uden MitID

For at registrere dig i ROFUS skal du først logge på med MitID. Hvis du ikke har MitID, kan du registrere dig i ROFUS ved at udfylde blanket nr. 9-01.

Når du har udfyldt blanketten, skal du sende den til Spillemyndigheden via vores kontaktformular eller til:

Spillemyndigheden
Lerchesgade 35, 6
5000 Odense C

Tekniske fejl

Hvis du oplever tekniske problemer med ROFUS, må du meget gerne kontakte os, så vi kan løse problemet.

Skulle du mod forventning opleve, at du kan oprette en spilkonto, logge på din spilkonto eller modtager du direkte reklamer fra en spiludbyder, mens du er udelukket fra spil, opfordrer vi til, at du kontakter os.

Vær opmærksom på, at Spillemyndigheden tager forbehold for eventuelle tekniske fejl i ROFUS og kan således ikke holdes ansvarlig for dette.